2. div. 18-19 januar 2014
Weekendens kampe mod henholdsvis Ribe og OB var absolut sidste udkald, hvis holdet skulle redde eksistensen i 2. div. og det krævede som minimum mindst to point.
Holdet bestod af Jakup, Steffen, Carsten og Anders. Ikke den stærkeste opstilling, da Anders var total utrænet og blot var ”hentet frem”, da de normale stamspillere var forhindret.
Lørdagens kamp mod Ribe forbi går vi i stilhed og blot konstaterer, at Tateni blev ”rundbarberet” med 11-3 af Ribe. Som sædvanlig godkendt indsats af Jakup med to sejre og en enkelt ”pind” til Carsten. Mere skræmmende var det, at Anders var meget ”rusten”, og slet ikke kunne få spillet til at fungere. Det lovede ikke godt for det der nu blev ”skæbnekampen” mod OB søndag.
OB stillede med gennemrutinerede Jens Erik Wedel Nielsen og tre unge veltrænede spillere der ville ”fremad”.
Tateni fortsatte hvor de slap lørdag og kom lynhurtigt bagud 1-4 og nu kunne jyllandsserien for alvor ses i det fjerne! Ydermere var det en ikke særlig godt spillende Anders, der skulle vinde mod en hurtigt og sikkert spillende Jeppe Lunde (yngre drenge spiller). Anders vandt de to første sæt knebent efter ikke ret meget bordtennis, men med nogle skæve slag med knopperne og nogle gode server. De næste to sæt blev på Jeppe’s præmisser, hvor der blev spillet bordtennis så var stillingen 2-2. Anders vinder 11-8 i femte sæt efter igen at have trukket al tempo ud af kampen. Samtidig vinder en stærkt kæmpende og godt spillende Steffen en gyser mod materiale spilleren Jens Erik. Jakup vinder ligeledes og nu er Tateni inde i kampen igen. Problemet er nu, at begge doubler skal vindes, hvis vi skal vinde kampen.
Efter lange taktiske overvejelser bliver sammensætningen, at Jakup og Steffen spiller og Carsten og Anders spiller sammen. Lad os sige det med det samme det blev to gysere, hvor Tateni vandt begge doubler med 11-9 i femte sæt. Mens Jakup og Steffen i store dele af kampen var i vanskeligheder mod Jens Eriks knopper virkede den 92 år gamle og ca. 200 kg tunge double med Carsten og Anders til at have helt styr på deres kamp Helt planlagt server Carsten ved 10-9 en alt for lang serv ud i modstanderens forhånd, som så vælger at slagloope med 200 km i timen direkte ind i Anders’ knopper, hvorefter bolden suser i modsatte hjørne af pladen – for første gang i lang tid har Tateni vundet to doubler i en holdkamp og fører nu 6-4.
Sidste runde vindes af OB med 3-1, så kampen slutter 7-7. Ærgeligt at Tateni ikke kunne holde ”hjem”, men omvendt efter at have været bagud 4-1, var det nok en retfærdig udgang på kampen.
Rigtig rigtig god indsat af Steffen med to sejre og en enkelt ”pind” til de andre spillere – godkendt indsat af alle. Resultaterne flaskede sig sådan, at der stadig er et meget lille håb for overlevelse, men det kræver to point i næste kamp, som er lokalopgør mod Skalborg. Til den kamp håber vi, at brødrene Randa er klar til at erstatte Anders, og det dermed bliver et positivt problem for holdledere at stille med stærkeste hold.
”Kasseren”